Maleri malet i Kina i 1783. Maleriet forestiller vejning og pakning af te.
Hos den kinesiske købmand Chowqua blev teen til kinafareren CRONPRINSEN pakket, overvåget af købmænd fra det Danske Asiatiske Kompagni. Scenen blev malet, nærmest som et fotografi og viser samarbejdet for mellem kinesere og danskere.
I 1700-tallet begyndte en fast handel mellem Danmark og Kina. Store formuer blev tjent på at handle med te, silke og porcelæn. Der findes mange billeder af bygninger og skibe fra tiden, men billeder af de mennesker, der stod for handlen og deres arbejdssituationer er sjældne.
Gennem detaljer på maleriet har vi gennem arkivstudier med hjælp fra professor Paul van Dyke fra Sun Yat-sen Universitet i Guangzou kunne stadfæste motivet til at foregå i november eller december 1783. På lamperne står den kinesiske købmands navn.Europæerne kaldte ham Chowqua, men på kinesisk hed han Chen Zuguan eller 陳祖官. Hans familie, der drev firmaet Yuanchuan Hang eller 源泉行 var aktive fra 1724 til 1794.
På billedet tætner kinesiske arbejdere kisterne med te med tynde plader af bly, så de var tætte til den lange rejse af hensyn til smagen. Andre maler Dansk Asiatisk Kompagnis (DAC) logo på kisterne sammen med numre, så hver enkelt kiste kan spores fra producent til forbruger. På kisterne kan også ses et B, der fortæller at de rummer Bohee te, der var en meget udbredt sort te.