Oplysninger af bådebygger og konservator Chr. Nielsen vedr. havbåd fra Hvide Sande. Opmåling nr. 64.
Havbåd fra Hvide Sande, bygget ca. 1850 af bådebygger Jens Lausten, Stadil.
Længde: 32' 5" = 10,17 m. Bredde: 10' 2" = 3,19 m. Højde: 3' 9" = 1,18 m.
Båden er opmålt i Hvide Sande 1946 hos auktionsmester Anderas Jensen, som i 1938 har lagt båden op som tag over et redskabshus og overdækket båden med cement, hvori der er følgende indskrift: "Dette er en gammel Havbaad fra ca. 1850. Denne Baadtype, som stammer fra Vikingetiden, brugtes i Aarhundreder til Havfiskeri fra aaben Strand paa Jyllands Vestkyst og holdt op omkring 1890. Skibet her er bygget af en Baadebygger i Stadil der hed Jens Lausten. Undertegnedes Svigerfader Thomas Andersen og Svoger Jens Thomsen, Sdr. Lyngvig, ejede den i mange Aar. Den brugtes da baade til Fiskeri og Fragtsejlads. Jeg købte Skibet i 1912, tog Rigningen væk og indrettede Fartøjet som Slæbelægter efter Motorbaad til al Slags Fragtfart paa Ringkjøbing Fjord lige til 1931. Da havde Lastbilerne overtaget al GoDSBefordring. Auktionsmester Andreas Jensen, Hvide Sande 1938".
Byggemåde: Båden er bygget på klink med 7/8" eg til klædning, samlet med jernklinker og pindet til spanterne med trænagler. Oplængerne er 2" x 3" over nakker eg, som ligger jævnt fordelt i båden. På stævnene for og agter ligger et skråbånd og på kølen er der 3" tykke bundstokke af eg, de 8 midterste er opbygget med et ret stykke til bundstok, hvorpå der er naglet et knæ i hver side. Ved klædningens overkant er der mellem denne og oplængerne lagt en planke 1" x 4" eg, der danner bådens essing. Ved stævnene er et lille bånd. Båden har 4 faste tofter og agter en pligt. Ved tofterne på essingen er der mellem spantet lagt et stykke træ til åretolde. Midtskibs har båden en mast som støttes af vant og stag samt af et mastespor i kølsvinet og mod toften. Båden styres med ror med smøgpind.
Båden er rigget med mast med højnokket smakke, løs sprydstage og stagfok.